
Mere natur
NaturScope naturvurderer og udvikler projekter, planer og aktiviteter, så de bidrager til at skabe en positiv udvikling for Danmarks natur og biodiversitet. Det sker gennem en trinvis og iterativ proces for naturvurdering, designudvikling og planlægning.
Trin i processen:
- Gratis screening
- Naturvurdering, eller
- Natur due diligence
- Naturpositivt design
- Naturplanlægning
Naturvurdering er et stærkt værktøj til at identificere risici og muligheder for natur og biodiversitet, uanset om det sker som følge af lovkrav eller frivilligt.
Ved at udvikle et initiativs design sideløbende med vurderingen, er det muligt at indarbejde tiltag, der beskytter og forbedrer natur og biodiversitet. Det kan ske gennem projekttilpasninger, afværgetiltag og naturpositive tiltag.


Værdigrundlag
Naturpositivt
NaturScope arbejder professionelt og målrettet med initiativer, der på samme tid bevarer værdifuld natur og skaber nye muligheder for biodiversiteten. Det gør vi med udgangspunkt i naturens egen dynamik og på biodiversitetens præmisser. 'Brandmandens lov' sætter kursen; først bevare og beskytte eksisterende natur, dernæst genoprette og etablere ny natur. Det er bydende nødvendigt at vende den negative trend for natur og biodiversitet, som alt for længe har været normen i Danmark. Derfor skal NaturScope's arbejde resultere i naturpositive effekter og nettogevinst for biodiversiteten.

Bæredygtigt
NaturScope støtter FNs Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. Det betyder, at vi arbejder med initiativer, der, udover at bevare og skabe ny natur, også samlet set bidrager positivt til en bæredygtig udvikling. Derfor ser vi også på det enkelte initiativs samlede bidrag til en realisering af FN's Verdensmål. Bevaring og udbygning af natur og biodiversitet bidrager i sig selv til at støtte op om mange af Verdensmålene - og omvendt. Det gælder f.eks. generel beskyttelse af miljøet, menneskers sundhed og trivsel, rent vand, bæredygtige byer og indsats for klimaet. Derfor hænger tingene sammen.

Det gør vi ikke
Projekter, planer og aktiviteter, der har for store omkostninger for klima, natur og miljø ligger uden for NaturScope's arbejdsfelt. Når nye initiativer og eksisterende aktiviteter ødelægger miljøet og den eksisterende natur og biodiversitet, vil skaden være uoprettelig eller kræve mange år eller årtier, før det tabte kan genoprettes. Vi arbejder derfor ikke med f.eks. nye motorveje eller konventionelt landbrug, hvor de samfundsmæssige omkostninger i form af klimapåvirkning og ødelæggelse af natur undergraver en bæredygtig fremtid. Med NaturScope har vi valgt at arbejde i den modsatte retning.

